Skal du flytte hjemmefra? Så husk at få styr på dine forsikringer
06. august 2025Når du flytter hjemmefra, vil du i de fleste tilfælde ikke længere være dækket af dine forældres forsikringer. Derfor er det vigtigt, at du får styr på dine egne forsikringer.
Som udeboende (over 18 år) anbefaler vi som minimum, at du sørger for en:
- Indboforsikring, der kan erstatte dine ting, hvis de f.eks. bliver stjålet eller brænder, og betale erstatning, hvis du er skyld i, at en anden person kommer til skade. Du kan være dækket af dine forældres forsikring.
- Ulykkesforsikring, der giver økonomisk hjælp, hvis du kommer til skade ved en ulykke og får varige mén. En børneulykkesforsikring udløber typisk, når du fylder 18 år.
Bor du sammen med en ven, veninde eller kæreste, er det ikke nødvendigt, at I hver især køber en indboforsikring, da forsikringen ofte dækker én eller flere roommates/bofæller.
Det er ikke nødvendigvis gældende med ulykkesforsikringen, hvor du og din bofælle i de fleste tilfælde skal have hver sin forsikring.
Lovpligtige forsikringer
Det er vigtigt, du er opmærksom på, at visse forsikringer er lovpligtige. Det gælder:
- Ansvarsforsikring af motorkøretøjer – dvs. bil, motorcykel, scooter og lignende.
- Hundeansvarsforsikring
- Hesteansvarsforsikring
En ansvarsforsikring dækker de skader, du eller dit dyr påfører andre personer, deres ting eller dyr.
Mangler du en forsikring?
Når du overvejer, om du har brug for en forsikring, er det disse tre situationer, du skal tænke på:
- Du kan komme til skade
- Du kan miste dine ting
- Du kan blive skyld i en skade
____________________________________________________
Er du i tvivl om, hvordan du er dækket, eller ønsker du at få et tilbud på forsikringer, kan du kontakte os på tlf. 96 98 18 00 eller post@himmerland.dk.