Storbritannien indfører krav om indrejsetilladelse
27. marts 2025 00.00Har du forelsket dig i Londons pulserende storbyliv eller det idylliske skotske højland? Så er det en god idé, at du sætter dig ind i de nye indrejseregler.
Fremover skal du nemlig have styr på lidt mere end udløbsdatoen på dit pas, når du planlægger en tur til Storbritannien.
Fra den 2. april 2025 skal du have en elektronisk indrejsetilladelse (ETA), når du besøger enten England, Skotland, Wales eller Nordirland.
Hvad er ETA?
ETA (Electronic Travel Authorisation) er en rejsetilladelse, der giver mulighed for ophold i Storbritannien i op til 180 dage.
Tilladelsen bliver koblet op på dit pas og er gyldig i to år, med mindre dit pas udløber før. Du kan rejse til Storbritannien ligeså mange gange du vil, så længe din tilladelse er gyldig.
Initiativet har til formål at bidrage til forbedret grænsesikkerhed og er således et supplement til den eksisterende grænsekontrol. Du skal derfor fortsat medbringe dit pas på rejser til Storbritannien, selvom du har en godkendt ETA.
Sådan ansøger du om ETA
Du kan ansøge om ETA online på den britiske regerings hjemmeside eller i den officielle app UK ETA (hent i App Store eller Google Play). I forbindelse med ansøgningen skal du uploade et billede af:
- dit pas
- dit ansigt
Du behøver ikke at angive detaljer om rejsen.
Ansøgningen behandles som regel indenfor 3 dage.
Husk din rejseforsikring
Selvom en ETA er en adgangsbillet til en masse fantastiske oplevelser, er det naturligvis ingen garanti for, at rejsen forløber uden problemer.
Det er derfor altid vigtigt, at du tjekker op på din rejseforsikring, inden du rejser nogle steder. Uforudsete hændelser på rejsen kan hurtigt blive en bekostelig affære, hvis du ikke er ordentligt forsikret.
Læs om vores rejseforsikring eller kontakt os på tlf. 96 98 18 00, hvis du vil høre mere om, hvordan vi kan hjælpe dig med at få tryghed på rejsen.