Undgå brand: Sådan bruger du din ukrudtsbrænder korrekt

22. juni 2021 09:00
Det er nemt, og det går hurtigt. Netop derfor er ukrudtsbrænderen et yndet redskab i bekæmpelsen af det forhadte ukrudt. Men ukrudtsbrændere er hvert år skyld i adskillige brande – og det kan komme til at koste dyrt, hvis uheldet er ude. Det er derfor vigtigt, du husker at bruge redskabet med omhu.

Hvert år kommer mennesker til skade med ukrudtsbrændere, og der opstår mange brande på grund af forkert brug af brænderen.

Og du risikerer ikke kun at forvolde stor skade for dig selv eller andre – det kan få store økonomiske konsekvenser, hvis du ikke er varsom.

Det er derfor vigtigt, du sætter dig ind i, hvordan du anvender ukrudtsbrænderen korrekt og sikkert, før du tager den i brug, så du derved undgår ulykker.

Forsikringen dækker ikke ved uansvarlig brug

Sker der en brandskade på huset, garagen, hækken eller redskabsskuret, er skaden som udgangspunkt dækket af din husforsikring, medmindre du har opført dig uansvarligt under brugen af ukrudtsbrænderen – da risikerer du, at din erstatning bliver nedsat.

Vurderer politiet, at du er for uforsigtig under brugen af din ukrudtsbrænder, kan du desuden ende med at få en bøde.

Bøden udstedes i henhold til beredskabslovens paragraf 71, stk. 1, som siger:

"Med bøde straffes den, der ikke udviser tilbørlig forsigtighed med ild, lys, tændstikker, aske, brandfarlige stoffer, og hvad der i øvrigt kan fremkalde eller befordre brand, eller undlader at påse, at personer, der hører til den pågældendes husstand eller virksomhed, udviser sådan forsigtighed.” 

Brug ukrudtsbrænderen sikkert og korrekt

Sikkerhedsstyrelsen har i samarbejde med Beredskabsstyrelsen opstillet 7 gode råd til sikker ukrudtsbrænding, ligesom de har lavet en film, der viser, hvordan du bruger din ukrudtsbrænder korrekt, så du undgår ulykker.

Filmen finder du her.

7 gode råd til sikker ukrudtsbrænding:

  • Ukrudtet skal blot svitses kortvarigt, ikke brændes
  • Hold brænderen væk fra tør jord og tør bevoksning
  • Husk god afstand til biler, bygninger og plankeværk – og brænd aldrig langs porte og døre hvor flammerne kan smyge sig igennem sprækker og ulme på den anden side.
  • Hold øje med glemte gløder
  • Forlad aldrig en tændt eller varm brænder
  • Afmonter gasflaske eller -dåse efter brug
  • Hav altid brandslukningsudstyr i nærheden (vandslange eller spand)

Desuden skal ukrudtsbrændere være DG-godkendte og have et DG-mærke, når de forhandles i Danmark. Hold derfor øje med mærkaterne, når køber din brænder.