Sommeråbningstider frem til 18/8: Mandag - torsdag kl. 8.30 - 16.00. Fredag kl. 8.30 - 15.00
Sådan gør du, hvis uheldet er ude på bilferien
Hvis bilen bryder ned, eller du er involveret i et uheld på bilferien, er telefonnummeret til SOS Internationals alarmcentral nøglen til hurtig hjælp fra Rødt Kort-ordningen. Lettest er det at bestille vejhjælp digitalt. Men du kan også ringe på + 45 70 10 50 52.
Medbring telefon-nummeret til SOS Internationals alarmcentral. Det er det eneste, du behøver. Det er ikke nødvendigt at medbringe det fysiske Røde Kort på bilferien.
Hvis uheldet er ude, og du har brug for assistance, ringer du blot til SOS på +45 70105052 og fortæller, hvad der er sket, eller bestiller vejhjælp digitalt via deres hjemmeside. Det er en god idé også at have bilens registreringsnummer ved hånden.
Det betyder, at stort set alle, der har en smartphone og en kaskoforsikring på bilen, kan tilkalde vejhjælp i udlandet. Med en kaskoforsikring er du automatisk tilmeldt Rødt Kort-ordningen.
Kører du i bil uden kasko, bør du som minimum have et abonnement, der sikrer dig vejhjælp i udlandet.
- Er uheldet ude, så husk at sikre dig vidner, oplysninger om modparten og at tage fotos af bilerne og nummerpladerne. Du bør også overveje at have en ulykkesforsikring, når du kører på bilferie. I mange lande er niveauet for erstatninger ved personskade betydeligt lavere end i Danmark. Du finder den fælleseuropæiske skadesanmeldelse her
Grønt kort kun nødvendigt i visse lande
Ansvarsforsikringen på din bil gælder i alle EU-lande. Nummerpladen er bevis for, at din bil er ansvarsforsikret. Derfor er det ikke nødvendigt at medbringe det grønne kort inden for EU's grænser samt i Andorra, Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Serbien og Storbritannien.
Det er kun nødvendigt at medbringe det grønne kort, hvis du kører i bil til et af disse lande: Albanien, Aserbajdsjan, Nordmakedonien, Marokko, Moldova, Tunesien, Tyrkiet og Ukraine.
Du kan altid bestille et nyt grønt kort i Mit Himmerland.
OBS: Kosovo, Rusland, Belarus og Iran er ikke med i grønt kort-ordningen. Skal du køre i et af disse lande, skal du i stedet købe en ansvarsforsikring ved grænsen.
Læs mere om det grønne kort hos DFIM
Sådan får du vejhjælp i udlandet
Du skal kontakte SOS International, hvis du har brug for international vejhjælp via Rødt Kort-ordningen. Bestil vejhjælp digitalt eller ring på + 45 70 10 50 52.
Om Rødt Kort-ordningen
Rødt Kort-ordningen er en redningsforsikring, som er en integreret del af alle kaskoforsikringer tegnet i danske forsikringsselskaber. Hvis uheldet er ude, dækker Rødt Kort-ordningen bugsering til nærmeste værksted. Kan bilen ikke repareres på stedet, dækker ordningen den nødvendige assistance, så ferien kan fortsætte. SOS International varetager alle assistanceopgaver på vegne af de danske forsikringsselskaber.