Flytning og forsikring – sådan er du dækket, når du skifter adresse
En flytning er en oplagt anledning til at gennemgå dine forsikringer. Din boligsituation ændrer sig – og det gør dit forsikringsbehov ofte også. Her får du overblik over, hvad du skal være opmærksom på, uanset om du flytter hjemmefra, sammen med andre eller hver til sit.
Flytte hjemmefra? Start med en indboforsikring
Når du flytter hjemmefra, er en indboforsikring noget af det vigtigste at få på plads.
Den dækker dine ejendele ved f.eks. tyveri, brand eller vandskade – og indeholder samtidig en ansvarsforsikring. Det betyder, at du kan få økonomisk hjælp, hvis du ved et uheld kommer til at skade andre personer eller deres ting og bliver gjort erstatningsansvarlig.
Derudover kan det være relevant at overveje ulykkesforsikring, cykelforsikring og rejseforsikring.
Det handler kort sagt om at få et godt fundament – så du ikke står alene, hvis uheldet er ude.
Indboforsikring UNG – en nem start på forsikring
Når du er ung og flytter hjemmefra, er økonomien ofte stram. Derfor har vi hos Himmerland Forsikring gjort det nemt at komme i gang.
Med vores indboforsikring UNG får du en forsikring, der er tilpasset et ungt liv – både i dækning og pris.
Er du mellem 18 og 25 år, kan du få en indboforsikring til en fast, lav månedlig pris. Herefter stiger prisen gradvist i takt med din alder, så overgangen til flere faste udgifter bliver mere overskuelig.
Forsikringen har en fast indbosum og dækker det vigtigste – så du er godt stillet fra starten.
Læs mere om vores særlige forsikringer til unge
Hvis du er under 18 år og skal flytte hjemmefra
Er du under 18 år og flytter hjemmefra, vil du typisk være dækket af dine forældres indboforsikring – så længe du ikke har din egen. Når du fylder 18 år, skal du dog selv sørge for at få din egen forsikring – f.eks. en løsning som indboforsikring UNG.
Flytte fra hinanden – husk også forsikringerne
Når man går fra hinanden, er det ikke kun bolig og ting, der skal deles – det gælder også forsikringerne.
Så længe I har fælles forsikringer, betragtes I stadig som én husstand forsikringsmæssigt. Det betyder bl.a., at I deler skadehistorik og i nogle tilfælde stadig kan ændre hinandens aftaler.
Indboforsikring
Når I flytter fra hinanden, skal I have hver jeres indboforsikring. – og I skal begge stå angivet som forsikringstager med korrekt folkeregisteradresse på egen police. Samtidig kan det være nødvendigt at justere dækning og forsikringssum.
Husforsikring
Har I haft fælles hus, som skal sælges i forbindelse med, I flytter fra hinanden? Så behøver I ikke opsige eller ændre forsikringen. En husforsikring følger nemlig boligen – ikke personen. Ved salg er det derfor typisk købers forsikringsselskab, der opsiger den eksisterende forsikring.
Det betyder også, at du og din (tidligere) partner skal huske at få oprettet ny husforsikring, hvis I hver især flytter i et andet hus. Skal I derimod flytte i lejlighed, vil udlejer eller ejerforeningen som udgangspunkt står for alt det, der vedrører selve bygningen.
Bilforsikring
Hvis I har haft fælles bil, som ikke skal sælges, skal ejer- og brugerforhold registreres korrekt. Derefter kan forsikringen tilpasses jeres nye situation.
Som udgangspunkt beholder du samme anciennitet som din tidligere partner, hvis han eller hun har stået som forsikringstager. Det vil sige, du bliver på samme pristrin som hidtil. Prisen kan dog ændre sig alligevel – f.eks. hvis du flytter bopæl til et andet postnummer.
Ønsker du en pris på en bilforsikring hos Himmerland Forsikring? Så prøv vores prisberegner her.
Ulykkesforsikring
På en ulykkesforsikring med dødsdækning, er det som udgangspunkt ægtefællen/samleveren, der modtager erstatning, hvis forsikringstageren dør. Det er derfor en god idé at tage stilling til, hvem der fremadrettet skal være begunstiget – og sikre, at eventuelle børn under 18 år fortsat er korrekt dækket.
Flytte sammen – skal I samle forsikringerne?
Når du flytter sammen med en anden person – f.eks. en ven, veninde, bofælle eller kæreste – giver det ofte mening at samle nogle af jeres forsikringer.
Indboforsikring
I vil typisk kun have brug for én fælles indboforsikring. Til gengæld skal forsikringssummen ofte justeres, fordi I samlet set får flere ting – og I kan få brug for ekstra dækninger, som f.eks. rejseforsikring.
Husforsikring
Flytter I sammen i et nyt, fælles hus, skal der oprettes en ny husforsikring – den følger ikke automatisk med fra tidligere bolig.
Ulykkesforsikring
Hvis I hver især har haft en ulykkesforsikring, skal I fortsat have det, selvom I flytter sammen. Det skyldes, at en ulykkesforsikring er knyttet til den enkelte person og ikke til husstanden, som det er tilfældet med andre forsikringer. Børn kan dog enten forsikres på forældrenes dækning eller på en særskilt børneulykkesforsikring.
Bilforsikring
En ny adresse kan påvirke prisen på bilforsikring, da risikoen b.a. afhænger af, hvor i landet I bor. Samtidig er det vigtigt at opdatere jeres årlige kørselsbehov, hvis jeres hverdag ændrer sig – f.eks. hvis I får længere til arbejde eller begynder at bruge bilen mere eller mindre end tidligere. På den måde sikrer I, at I hverken er over- eller underforsikret.
Skal du flytte? Få styr på dine forsikringer
Flytning er en oplagt anledning til at få gennemgået dine forsikringer – især hvis du står i en ny livssituation.
Hos Himmerland Forsikring hjælper vi dig med at finde den løsning, der passer til dig. Er du ung og på vej hjemmefra, kan indboforsikring UNG være en enkel og økonomisk god start.
Uanset om du mangler din første indboforsikring, skal have tilpasset dine eksisterende dækninger eller bare er i tvivl om, hvad der giver mening i din situation, står vi klar til at rådgive dig.
Du er altid velkommen til at kontakte os eller bestille et uforpligtende tilbud.