Bidrag, afgifter og gebyrer

Her på siden kan du få overblik over Himmerland Forsikrings egne gebyrer, samt hvilke lovbestemte bidrag og afgifter vi opkræver på vegne af den danske stat.

Generelt om lovbestemte bidrag og afgifter

Vi er som forsikringsselskab pålagt en række lovbestemte bidrag og afgifter, som vi opkræver på vegne af den danske stat. Ændring af de lovbestemte bidrag og afgifter er generelle og gælder for alle forsikringsselskaber i Danmark.

De aktuelle satser for de forskellige bidrag og afgifter kan du se nedenfor.

Lovbestemte bidrag og afgifter 2026

Stormflod, oversvømmelse fra vandløb og søer, tørke og stormfald

Når du har tegnet en indbo-, hus- eller fritidshusforsikring hos os, opkræver vi en naturskadeafgift hvert år. Afgiften er 40 kr. pr. forsikring, og pengene indbetales til en pulje i Danmarks Nationalbank. Pengene administreres af Naturskaderådet under Erhvervsministeriet. Pengene udbetales i de situationer, hvor der normalt ikke er erstatningsmulighed for ramte familier, men hvor Naturskaderådet afgør, at der er tale om stormflod, oversvømmelse fra vandløb og søer, tørke eller stormfald.

Miljøbidrag

Miljøbidraget opkræves for person- og varebilforsikringer sammen med den lovpligtige ansvarsforsikring. Beløbet udgør 84 kr. om året pr. bilforsikring. Miljøbidraget er finansieringsgrundlaget for den såkaldte skrotpræmie, som bilejere modtager, når deres gamle bil skrottes eller ophugges.

Skifter du forsikringsselskab midt i en forsikringsperiode, skal du have tilbagebetalt miljøbidraget for den resterende forsikringsperiode på den eller de bilforsikringer, du flytter over i det nye forsikringsselskab. Herefter opkræves bidraget af dit nye forsikringsselskab for den eller de bilforsikringer, du har flyttet. Bidraget opkræves af Himmerland Forsikring og afregnes direkte til SKAT.

Statsafgift

Der opkræves en statsafgift for forsikringer til motorkøretøjer, dvs. på din bil-, motorcykel-, EU knallert- og knallertforsikring. Afgiften afregnes direkte til SKAT via din forsikring hos os. Statsafgiften er indregnet som en del af den pris, du får oplyst inden afgifter og bidrag.

Du kan sammenligne afgiften med momsen, som findes på andre varer og serviceydelser.

Statsafgiften er 42,9 % af forsikringspræmien på din ansvarsforsikring på din bil eller motorcykel. For EU-knallert- og knallertforsikringer er der en fast statsafgift på 230 kr. om året. Desuden opkræves der statsafgift på bådforsikring. Denne udgør 1 % af kaskosummen.

Skadeforsikringsafgift

Skadeforsikringsafgift er en afgift, der skal betales til staten. Den opkræves for alle typer forsikringer med undtagelse af forsikringer, der allerede er pålagt statsafgift. Skadeforsikringsafgiften udgør 1,1 % af forsikringens pris, og hele beløbet sender vi videre til staten.

Skadeforsikringsafgiften opkræves ved første betaling, efter forsikringen er tegnet, ved ændring af eksisterende forsikring og ellers hvert år ved betaling af forsikringen.

Garantifonden for skadesforsikring

Alle forsikringsselskaber i Danmark skal på vegne af staten opkræve bidrag for visse forbrugerforsikringer til Garantifonden for skadesforsikring.

Bidraget udgør 5 kr. pr. police på følgende forsikringer:

  • Parcelhusforsikring

  • Landboligforsikring

  • Indboforsikring

  • Motorcykelforsikring: 5 kr. på ansvarsforsikring og 5 kr. på kaskoforsikring

  • Knallertforsikring: 5 kr. på ansvarsforsikring

  • Bilforsikring til privat anvendelse: 5 kr. på ansvarsforsikring og 5 kr. på kaskoforsikring

  • Varevognsforsikring til privat anvendelse: 5 kr. på ansvarsforsikring og 5 kr. på kaskoforsikring

  • Fritidshusforsikring: 5 kr. på indboforsikring

Bidraget udgør 30 kr. pr. ansat (omregnet til fuldtidsansatte) på følgende forsikring:

  • Lovpligtig arbejdsskadeforsikring

Bidraget udgør 30 kr. pr. person, der er omfattet, på følgende forsikring:

  • Frivillig arbejdsulykkesforsikring

Generelt om selskabets gebyrer

Selskabet har i dag gebyrer i relation til betaling og opkrævning samt opsigelse forbundet med forsikringsaftalen. Herudover har selskabet rykkergebyrer ved manglende betaling samt gebyr ved genoptagelse af forsikring efter sletning grundet manglende betaling.

Ved forhøjelse af eksisterende gebyrer eller indførsel af nye, vil vi varsle det via vores hjemmeside. Ved forhøjelse af et eksisterende gebyr vil dette ske med mindst 1 måneds varsel til den 1. i en måned. Indførsel af nye gebyrer vil ligeledes ske med mindst 1 måneds varsel til den 1. i en måned.

Vi forhøjer alene eksisterende gebyrer eller indfører nye gebyrer, såfremt der er forhold, der tilskriver dette. Dette kan eksempelvis være for at dække direkte omkostninger til betalingsservice (Mastercard Payment Services Denmark A/S) eller til at dække øgede håndteringsomkostninger ved vores ekspedition af f.eks. opkrævning og betaling og opsigelser.

De aktuelle satser for de forskellige gebyrer kan du se nedenfor.

Selskabets gebyrer 2026

Betalingsgebyr

Betalingsservice (BS)
For præmiebetaling ved brug af betalingsservice (BS) via Mastercard Payment Services Denmark A/S opkræver vi et betalingsgebyr på 10 kr. pr. præmiebetaling. Gebyret dækker omkostninger til Mastercard Payment Services Denmark A/S samt vores egne håndteringsomkostninger. Der betales ikke ekstra gebyr ved ønske om månedlig, kvartårlig eller halvårlig præmiebetaling.

MobilePay
Ved præmiebetaling via MobilePay opkræver vi et betalingsgebyr på 2,75 kr. pr. forsikring. Der betales ikke ekstra gebyr ved ønske om månedlig, kvartårlig eller halvårlig præmiebetaling.

Indbetalingskort
Ved præmiebetaling via indbetalingskort opkræver vi et gebyr på 60 kr. pr. indbetalingskort. Der betales ikke ekstra gebyr ved ønske om kvartårlig eller halvårlig præmiebetaling.

Gebyr ved forkortet opsigelse

Ved forkortet opsigelse af en forsikring, der har været i kraft i mindre end 1 år opkræver vi et gebyr på 500 kr.

Ved forkortet opsigelse af en forsikring, der har været i kraft i mere end 1 år opkræver vi et gebyr på 50 kr.

Ved forkortet opsigelse af sæsonbetonede forsikringer (f.eks. campingvogn og motorcykel) kan vi opkræve et administrationsgebyr på 1.000 kr., såfremt der er tale om opsigelse for en kortere periode.

Rykkergebyr ved manglende betaling

Ved udsendelse af 1. rykkerbrev opkræver vi et gebyr på 100 kr.

Ved udsendelse af 2. rykkerbrev opkræver vi et gebyr på 100 kr.

Gebyr ved genoptagelse af forsikring

Ved genoptagelse af forsikring efter sletning på grund af restance opkræver vi et gebyr på 150 kr.