En far kører sine to børn i en trillebør på en landejendom. Begge børn griner. Den ene holder en kat.

Landboligforsikring

Landboligforsikringen er en særlig forsikringspakke til dig, der bor på et nedlagt landbrug. Du får de samme gode dækninger som på et parcelhus – suppleret med en løsning, der tager højde for de særlige forhold, der følger med et landsted.

Hvad dækker en landboligforsikring?

Landboligforsikringen dækker skader på ejendommens bygninger og det løsøre, der hører til driften af landboligen. Det gælder f.eks., hvis der opstår brand-, storm- eller vandskade og i tilfælde af tyveri og hærværk.

De forskellige typer forsikringer

Grunddækning

Bygningsbrand

Landboligforsikringen dækker skader på din landejendom, der opstår som følge af brand, eksplosion, lynnedslag, kortslutning eller andre el-skader.

Dækker bl.a.:

Brand, herunder bortkomne genstande og brandslukningsskader
Lynnedslag i bygninger
El-skader som f.eks. kortslutning, overspænding og induktion


Dækker bl.a. ikke:

Skader ved svidning og smeltning som f.eks. gløder fra tobaksrygning, pejs eller brændeovn
Sodskader, der ikke skyldes brand – herunder sod fra stearinlys
Skader, der skyldes mangelfuld vedligeholdelse eller fejltilslutning

Bygningsbeskadigelse (inkl. glas og sanitet)

Landboligforsikringen dækker skader på ejendommen, der opstår som følge af storm, voldsomt sky- eller tøbrud, tyveri eller hærværk. Brud på håndvaske, badekar, vinduesruder, glaskeramiske kogeplader og drivhusglas dækkes også.

Dækker bl.a.:

Skader, der skyldes storm – f.eks. hvis tag eller tagsten beskadiges
Vandskader som følge af voldsomt sky- eller tøbrud
Skader forårsaget ved pludselig og tilfældig udstrømning af vand, olie, kølevæske og damp
Frostsprængning af indvendige vand- og varmerør
Skader, der forvoldes ved tyveri og hærværk
Brud på glas og sanitet
Pludselige skader, der sker på et tidspunkt og ikke over et tidsrum
Skader på glas i drivhus


Dækker bl.a. ikke:

Skader, der skyldes mangelfuld vedligeholdelse, fejlkonstruktion eller fejlmontering
Skader sket ved påfyldning af eller aftapning fra olietank, køle- og fryseanlæg, akvarier eller andre beholdere
Frostsprængning af tagrender, nedløbsrør, murværk og beton samt toiletter og cisterner
Nedbørsskader på byggemateriale, der opbevares udendørs
Skader forvoldt af dyr

Landboligløsøreforsikring

Forsikringen dækker det løsøre, der hører til driften af din landbolig – f.eks. maskiner, udstyr, husdyr, avl og produkter – i tilfælde af brand, vandskade, tyveri eller hærværk.

Forsikringssummen fastsætter vi i fællesskab, så du får en løsning, der matcher dine behov.

Ansvarsforsikring

Landboligforsikringen inkluderer en ansvarsforsikring, som dækker de områder, der ikke er omfattet af en almindelig, privat ansvarsforsikring.

Ansvarsforsikringen dækker f.eks. motoransvar for selvkørende uindregistrerede maskiner, ligesom den omfatter de lovpligtige dækninger for henholdsvis hundeansvar (inkl. figurantdækning) og hesteansvar (op til 15 heste).

Dækker:

Dit erstatningsansvar over for andre personer og deres ting – hvis skaden vedrører den forsikrede ejendom og dens pasning (inkl. selvkørende maskiner, hunde og heste på ejendommen)


Dækker bl.a. ikke:

Skader på dine egne ting
Skader på ting i forbindelse med anlægs- og byggearbejde
Skader lavet i påvirket tilstand

Retshjælp

Landboligforsikringen inkluderer retshjælp og sikrer i mange tilfælde, at du kan få dækket dine udgifter til advokatbistand og sagsomkostninger, hvis du som privatperson er så uheldig at havne i en retssag. Det gælder både i sager, som rejses mod dig, og i sager, som du anlægger mod andre.

Dækker:

Private retstvister, der vedrører den forsikrede ejendom eller dit erstatningsansvar
Sagsomkostninger op til 225.000 kr., herunder pålagte omkostninger som følge af retssagen samt rets- og berammelsesafgift


Dækker bl.a. ikke:

Hvis du ikke har rimelig grund til at føre retssag
Skattesager, straffesager, skilsmissesager og arvesager
Sager, der har forbindelse til dit erhverv
Rejseudgifter eller tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med retssagen
Almindelig advokatrådgivning

Tilvalgsdækninger

Svampe-, råd- og insektskadeforsikring

Tilvælger du svampe-, råd- og insektskadeforsikringen, dækker landboligforsikringen også, hvis din beboelsesejendom bliver angrebet af trænedbrydende svamp og råd samt træ- eller murødelæggende insekter.

Dækker bl.a.:

Svampe- og rådskader på murværk og bygningsdele af træ – inkl. vinduer og døre
Skader på murværk og bygningsdele af træ, som skyldes insekt- eller svampeangreb, hvis skaden medfører svækkelse af bære- eller funktionsevne


Dækker bl.a. ikke:

Skader af kosmetisk art, f.eks. blåsplint eller skimmelsvamp
Skader på bindingsværk eller pudsede træ-ydervægge
Skader på tagudhæng
Skader i åbne trækonstruktioner, som er udsat for vind og vejr – det kan f.eks. være trapper, terrasser og pergolaer

Skjulte rør og kabler

Med dette tilvalg får du fuld dækning for skader på skjulte rør og kabler på beboelsesdelen af din ejendom.

Det betyder, at vi både dækker udgifterne til at spore utætheden, til at skifte det beskadigede rør og den eventuelle skade, som utætheden måtte have forårsaget.

Dækker bl.a.:

Reparation af utætheder i skjulte rørinstallationer, i slanger bag indbyggede hårde hvidevarer og i el- og svagstrømskabler. Du får også dækket de bygningsbeskadigelser, som reparationen måtte medføre
Udgifter til godkendt fejlfinding


Dækker bl.a. ikke:

Skader på rør i olie-, jordvarme- og gasfyrsunits samt varmevekslere
Skader på rør og kabler, der ikke er i drift

Stikledningsforsikring

Forsikringen dækker reparation af utætheder på udvendige rør, brønde, ledninger og kabler. Det kan f.eks. være kloakledninger og nedgravede jordvarmeledninger.

Dækker bl.a.:

Reparation af skade på udvendige rør, ledninger og kabler, herunder kloakledninger
Udgifter til godkendt fejlfinding


Dækker bl.a. ikke:

Skader på rør i kedler, tanke og beholdere
Drænrør, faskiner, nedsivningsanlæg og egen vandboring, herunder eventuelle rør i disse
Skader på rør, kabler og stikledninger, der ikke er i drift

Udvidet vandskadeforsikring

Den udvidede vandskadeforsikring dækker skader som følge af udsivning fra synlige rørinstallationer, indtrængende nedbør og opstigning af grund- og kloakvand. Forsikringen gælder kun for beboelsesdelen af din landboligejendom.

Dækker bl.a.:

Skader som følge af udsivning fra synlige installationer samt akvarier og beholdere med mere end 20 liter vand
Skader som følge af vand, der trænger ind i huset – herunder fygesne
Skader som følge af opstigende grund- og kloakvand, som ikke skyldes sky- eller tøbrud
Skader, som skyldes tab af vand og olie i forbindelse med skade på rør eller stikledninger


Dækker bl.a. ikke:

Skader som følge af vand, der trænger ind i huset gennem åbne vinduer eller døre
Skader, som skyldes kondens eller grundfugt
Lugtgener
Skader som skyldes fejlkonstruktion eller fejlmontering

Skadedyrsforsikring

Med en skadedyrsforsikring får du hjælp til at reparere eller udskifte bygningsdele, der bliver ødelagt af skadedyr, som f.eks. rotter, mus og mår.

Forsikringen dækker også bekæmpelse af skadedyr, ligesom du får dækket 50 % af udgifterne til at etablere rottespærre efter en skade.

Forsikringen gælder kun for beboelsesdelen af din landboligejendom.

Dækker bl.a.:

Skader på bygninger, som skyldes skadedyr
Bekæmpelse af skadedyr, som kan udgøre sanitær gene indendørs
50 % af udgifterne til etablering af rottespærre efter en skade


Dækker bl.a. ikke:

Udgifter til forebyggelse af skadedyr
Genhusning og huslejetab
Rottebekæmpelse (det er en kommunal opgave)

Om-, ny- og tilbygningsforsikring

Forsikringen dækker skader i forbindelse med, at du bygger om, bygger nyt eller bygger til på din landboligejendom.

Forsikringen omfatter byggeriet og byggematerialerne samt fast bygningstilbehør og bygningsdele, der beror på byggepladsen, men endnu ikke er monteret.

Vær opmærksom på, at forsikringen skal tegnes, inden byggeprojektet går i gang.

Dækker bl.a.:

Hærværk
Tyveri af byggematerialer, bygningstilbehør og bygningsdele
Skader på byggeriet, f.eks. som følge af væltede spær
Frostsprængning og vandskader


Dækker bl.a. ikke:

Erstatning ved forsinkelse eller manglende fuldførelse af byggeriet
Skader, der skyldes slid eller gradvis forringelse

Forsikringen til dig, der bor på landet

Nedlagte landbrug og landejendomme rummer ofte både bolig og tilhørende bygninger som lader, stalde og udhuse. De adskiller sig derfor fra traditionelle boliger som parcelhuse og villaer – både i størrelse, vedligeholdelse og forsikringsbehov.

Hos Himmerland Forsikring får du en skræddersyet landboligforsikring, så vi sammen kan passe godt på dit landsted.

Fordele ved vores landboligforsikring

Vi tilbyder en samlet pakke, der både dækker dine bygninger og dit løsøre. Forsikringen inkluderer desuden en ansvarsforsikring, som f.eks. dækker motoransvar for selvkørende uindregistrede maskiner. Den omfatter også den lovpligtige hundeansvarsforsikring for dine hunde og hesteansvar for op til 15 heste.

Landboligforsikringen giver dig en solid grunddækning, men er samtidig et af vores mest fleksible forsikringsprodukter og kan derfor sammensættes på flere forskellige måder.

Bestil et tilbud – så rådgiver vi dig og hjælper med at sikre, at der bliver taget højde for de særlige behov, der følger med livet på netop din nedlagte landbrugsejendom.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er et nedlagt landbrug?

Et nedlagt landbrug er en landejendom, hvor der ikke (længere) drives landbrug i erhvervsmæssig forstand. Det fungerer primært som bolig, ofte med tilhørende bygninger og jord, men uden krav om professionel drift.

Der må gerne drives landbrug på hobby- eller fritidsbasis, så længe det ikke kræver momsregistrering.

Hvad koster en landboforsikring?

Når vi beregner prisen på en landboligforsikring, tager vi bl.a. udgangspunkt i omfanget af bygninger på ejendommen og omfanget af løsøregenstande – og selvfølgelig de tilvalgsdækninger du vælger.

Alle nedlagte landbrug er unikke, og behovet for dækning varierer meget fra ejendom til ejendom. Derfor anbefaler vi, at du tager en grundig snak med en af vores rådgivere, så du får den helt rette forsikringsløsning.

Bestil et uforpligtende tilbud på en landboligforsikring.

Er løsøre dækket af min landboforsikring?

Ja. Grunddækningen på vores landboligforsikring omfatter en løsøreforsikring, der dækker alt løsøre, som hører til driften af din landbolig. Forsikringen omfatter bl.a.:

  • Husdyr, f.eks. heste, kvæg, får og geder

  • Maskiner, udstyr og værktøj

  • Hø og halm

  • Foder

  • Brændstof

Vær opmærksom på, at privat løsøre ikke er dækket af landboforsikringen, men af din indboforsikring.

Jeg har fået en skade – hvad gør jeg?

Er du så uheldig at få en skade, som din landboligforsikring skal dække, kan du nemt og hurtigt lave en skadeanmeldelse via Mit Himmerland.

Har du behov for assistance uden for vores normale åbningstid, kan du altid kontakte vores akut skadeservice.

Få et forsikringstilbud

Hos Himmerland forsikring er forsikringstilbud altid personlige - og skræddersyet til at matche dine behov. Udfyld formularen og bliv kontaktet af en rådgiver. Så finder vi sammen ud af, hvordan du bliver sikret bedst muligt.

En mand sidder på hug i græsset og fodrer et får

Vores andre forsikringer

Saml dine forsikringer hos Himmerland Forsikring og få 10 % rabat og ret til fordelagtige forsikringsvilkår. Vi gør os umage for at forstå dig og din families behov, så vi sammen kan sikre alt det, der betyder noget for jer.