Sådan forebygger du skybrudsskader

Massiv regn og skybrud kan give store vandskader og ødelægge både hus og indbo. Med de rette tiltag kan du minimere risikoen og skadernes omfang.

Nærbillede af regndråber på asfalt

8 råd til at forebygge skybrudsskader

Skybrud opstår typisk som kraftige, lokale byger, og det er næsten umuligt at forudsige præcist, hvor regnen vil falde. Selvom DMI varsler skybrud i et område eller hele landet, betyder det ikke, at alle steder rammes lige hårdt.

Skybrud defineres som mindst 15 mm nedbør inden for 30 minutter. Vandmængderne kan falde hurtigt og intenst, hvilket kan gøre det svært at lede vandet væk fra huse, kældre, veje og lavtliggende områder.

Selvom vejret ikke kan kontrolleres, kan du forberede dig og tage dine forholdsregler. Nedenfor får du 8 praktiske råd til at forebygge vandskader forårsaget af skybrud.

1. Luk vinduer og døre

Når der varsles skybrud, er det vigtigt at sikre, at alle døre og vinduer er lukkede, især i kælder, på terrasser og i loftsrum. Skader efter regn, der kommer ind gennem åbne vinduer og døre, dækkes typisk ikke af forsikringen.

Vær særligt opmærksom på tag- og ovenlysvinduer samt vinduer og døre i kælderen.

Hvis du tidligere har oplevet vand, der er trængt ind gennem lukkede vinduer, kan du midlertidigt afdække udsatte åbninger med krydsfinér. Skru pladerne fast på ydersiden af åbningen, og sørg for, at de også dækker fugerne, så risikoen for vandindtrængning minimeres.


2. Luk ventilationshuller i ydervæggene

Det er en god idé at lukke ventilationshuller i husets facade – særligt dem, der sidder lavt og er placeret tæt på terræn. Du kan dække disse midlertidigt med krydsfinér eller plader, når skybrud varsles, og åbne dem igen, når det er ovre.



3. Hold tagrender og afløb rene

De store vandmasser kræver velfungerende afløb – ellers kan vandet ikke komme væk fra din bygning, og det kan give skader. Sørg derfor for at tjekke afløbsriste, tagrender og nedløbsrør regelmæssigt og sørg for, at de er fri for blade og andet, der kan forhindre vandet i at løbe frit.


4. Fjern ting fra kældergulvet

Opbevar dine ting på hylder eller borde, så de ikke står direkte på gulvet. Overvej stålreoler, som tåler vand bedre end træ. Stålreoler kan desuden nemt vaskes ned og desinficeres, hvis uheldet er ude, og beskidt kloakvand trænger ind i kælderen ved skybrud.

Du kan med fordel flytte vigtige dokumenter, elektronik og andre ting, der ikke er så modstandsdygtige over for vand, op på højere niveau, hvis der varsles kraftig nedbør.


5. Tjek terrænet omkring huset

Sørg gerne for, at jorden skråner væk fra huset, så regnvand ledes bort fra soklen. Falder terrænet omkring dit hus ind mod selve boligen, kan du grave mindre kanaler, som kan lede vandet væk. Kanaler behøver ikke være specielt brede for at gøre en forskel.



6. Hav sandsække klar

Brug sandsække til at blokere lavt placerede døre, vinduer og åbninger, når der varsles skybrud. Det giver ekstra tid til at reagere og kan begrænse, hvor meget vand der trænger ind.



7. Begræns opstigende vand

Vand kan trænge op gennem gulvafløb i kælderen under skybrud. Har du ikke højvandslukke, kan du midlertidigt dække gulvafløb med håndklæder, plast eller tunge plader for at forhindre vand i at trænge ind.


8. Overvej en automatisk pumpe

En kraftig pumpe kan fjerne indtrængende vand hurtigt og effektivt. Det er derfor en fornuftig investering – især hvis du tidligere har haft problemer med vand i kælderen. Husk dog, at du kun må pumpe regnvand ud i haven. Er det kloakvand, skal det håndteres af professionelle på grund af bakterier og sundhedsrisici.

Nærbillede af regn, der løber ned fra et rødt tag

Er uheldet ude, så sørg for at begrænse skaderne

Hvis du får en skade i forbindelse med et skybrud, skal du gøre, hvad du kan for at begrænse omfanget. Det vil sige, du så vidt muligt skal forhindre skaden i at blive større, end den allerede er. Det kan du bl.a. gøre på følgende måde:

  • Identificér årsagen til, at der trænger vand ind og løs problemet. Årsag og løsning er formentlig én eller flere af de punkter, vi har oplistet ovenfor.

  • Flyt de genstande, der står i vand. Sørg først og fremmest for at sikre det, der ikke kan erstattes, f.eks. billeder, vigtige dokumenter og ting med affektionsværdi. Ønsker du erstatning for ødelagte ting, er det vigtigt, at du gemmer dem.

  • Fjern det vand, der er trængt ind – brug f.eks. håndklæder, klude, spande, skovle og koste.

Er det nødvendigt med akutte reparationer, bør du altid fotografere det ødelagte. Billederne skal bruges som dokumentation, når skaderne skal vurderes.

Du skal derfor heller ikke smide noget væk, før en skade er godkendt af forsikringsselskabets taksator.

Kontakt os hurtigst muligt

Har du fået en skade forårsaget af skybrud, så kontakt os hurtigst muligt, og aftal eventuelt besøg af taksator.

Sker skaden uden for vores normale åbningstid, kan du kontakte vores akut skadeservice på tlf. 72 26 76 05.