Undgå at falde i fælden med falske beskeder
De fleste af os har prøvet at modtage en SMS, der ser ud til at komme fra en pakkeleverandør, en bank eller en anden velkendt virksomhed. Beskeden er ofte udformet til at ligne noget vigtigt og få os til at reagere hurtigt – f.eks. ved at klikke på et link eller bekræfte vores oplysninger. Den type beskeder kaldes smishing. Det er falske SMS’er, der har til formål at snyde dig eller stjæle dine personlige oplysninger. Og den slags beskeder kan faktisk være svære at gennemskue.
5 råd til, hvad du kan gøre, hvis du modtager en besked, der skaber tvivl
1. Stop op et øjeblik
Svindelbeskeder spiller ofte på, at det skal gå stærkt. ”Din konto bliver lukket”, ”betal nu” eller ”tryk her med det samme”.
Men det bedste, du kan gøre, er faktisk det modsatte: nemlig at stoppe op og bruge et øjeblik på at vurdere beskeden.
Spørg i stedet dig selv: Forventer jeg overhovedet denne besked? Virker den lidt for akut? Hvor troværdig er den egentlig?
2. Tryk ikke på links
Mange falske beskeder indeholder links til hjemmesider, der ligner de rigtige. En god tommelfingerregel er derfor, at du aldrig bør trykke på links i beskeder, du er usikker på. Gå i stedet ind via virksomhedens hjemmeside eller app, som du plejer.
3. Del ikke personlige oplysninger
Banker og myndigheder vil som udgangspunkt ikke bede om MitID-oplysninger, adgangskoder eller kortnumre via SMS eller mail. Hvis en besked beder dig om den slags oplysninger, bør alarmklokkerne ringe.
4. Kig efter det, der ikke helt passer
Selvom mange svindelbeskeder ser troværdige ud, er der ofte små tegn på, at noget er galt. Det kan være stavefejl, skæve formuleringer eller en afsender, der ikke helt ligner den rigtige. Så hold øje med de små detaljer – det er ofte dem, der afslører, at beskeden ikke er ægte.
5. Reagér hurtigt, hvis du allerede har trykket
Det kan ske for alle – og det vigtigste er bare at reagere hurtigt. Hvis du har tastet oplysninger eller er i tvivl, så:
kontakt din bank med det samme
få evt. spærret kort eller MitID
skift dine adgangskoder
hold øje med din konto de næste dage
Jo før du reagerer, desto bedre.
Har du brug for hjælp?
Er du i tvivl om en besked, eller har du været udsat for digital svindel, kan du få hjælp og vejledning hos Cyberhotline for digital sikkerhed. Det er altid bedre at spørge en gang for meget end en gang for lidt.
Få hjælp her